 |
|
|
|
Gazelle i vækst
ProInvent blev i starten af januar udnævnt til en af de hurtigst voksende industrivirksomheder i Danmark. Bag konkurrencen Danske vækstvirksomheder 1999 står Arthur Andersen, Børsens Nyhedsmagasin og Unibank.
In-Pak nr. 1, januar 2000
Udviklingen af ny teknologi til dansk industri er det, der har skabt grobund for ProInvent A/S, som er en innovativ vidensvirksomhed, der har gennemført mange værdifulde projekter for den danske industri. Et af virksomhedens mest markante projekter er automatisering af produktionen hos Danske Pels Auktioner. Her er det lykkedes for ProInvent A/S at automatisere processer, som af eksperter på forhånd var erklæret for meget vanskelige. Resultatet er en effektivisering, som gør Danske Pels Auktioners produktion i Danmark så konkurrencedygtig, at man har kunnet undgå en udflagning til Polen (se artikel i In-Pak nr. 9).
Et stort spring
Virksomheden blev stiftet i 1994 af civilingeniør Leif Dalum, der i dag er administrerende direktør. I 1995 indtrådte civilingeniør Allan Spork som ligelig medejer, og i 1999 blev han tillige medlem af direktionen. På de første fire år har virksomheden haft en vækst på over 700 procent, hvilket endvidere har gjort dem til gazelle nr. 3 i Frederiksborg Amt og nr. 26 på landsplan.
- Vores indtjening er tilfredsstillende, og hele overskuddet anvendes til investeringer og konsolidering. Således er vor egenkapital fordoblet hvert år, og vi er fuldt ud selvfinansierende, siger Leif Dalum.
Medarbejderne
På fem år er virksomheden nået op på 20 ansatte, hvoraf de fleste er maskiningeniører. Kompetencen ligger bl.a. inden for konceptudvikling, idégenerering, projektledelse, 3D CAD-konstruktion i Pro/ENGINEER samt inden for proces- og maskinstyringer, herunder servostyringer, PLC-programmering, programmering af pc-baserede styringer, feltbus- og HMI-systemer.
Forretningsområder
Selskabet har tre forretningsområder. Det ene er avanceret mekanisk produktudvikling, hvor man f.eks. har udviklet tandlægeudstyr og en ny industri-pc. Et andet forretningsområde er udvikling af automationsudstyr, og det tredje er udvikling og design af egentlige turn-key anlæg. For eksempel et anlæg til automatisk udtagning af organer fra slagtesvin og et produktionsanlæg til Junckers Industrier A/S, hvor der med specialudviklet robotteknologi kan håndteres træstave til parketgulve.
ProInvent: www.proinvent.dk
Billedtekst:
Lennart Hansson (til venstre), som er Erhvervschef i Unibank, kunne den 10. januar overrække pris og diplom til: Svend Bang Christiansen, Leif Dalum og Allan Spork fra ProInvent. |
|