Ny pakkemaskine klar til start
I forlængelse af Copenhagen Fur Centers løbende udvikling indenfor anvendelsen af ny teknologi, er et nyt pakkesystem til pakning af minkskind nu færdigudviklet og klar til at gå i produktion. Maskinen vil blive taget i brug allerede i begyndelsen af den nye sæson
Af: Pernille Munk Christensen, DPA
DPA medlemsblad no. 11 fra den 20.11.98
Udviklingen af den højteknologiske maskine er endnu en måde at rationalisere arbejdsprocesserne på indenfor håndteringen af skind hos CFC.
Udover de reelle besparelser, har den nye pakkemaskine også andre, vigtige fordele. Blandt andet kan CFC levere skindene hurtigere til kunderne, da størsteparten af skindene allerede er pakket inden auktionen finder sted.
6.500 skind i timen
Pakkemaskinen kan tælle, scanne og pakke ca. 6.500 minkskind i timen, og vil – når der er behov for det – køre i døgndrift.
Derudover vil maskinen forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne i produktionen, idet de ikke længere manuelt skal håndtere de store mængder skind. Dette vil fremover blive foretaget automatisk. Skindene vil blive talt, registreret, pakket og lagret og sendt direkte til distribution i én lang, automatisk proces.
Endelig vil det nye system give CFC en bedre udnyttelse af pladsen på lageret, i det nyetablerede reollager i kølekældrene.
Udviklingen fortsætter
"På sigt håber vi at kunne klare flere og flere af de tunge opgaver på CFC maskinelt", siger Torben Nielsen. "Og vi håber ligeledes at IT-udviklingen vil gøre det muligt for os at gøre vores maskiner endnu mere avancerede, så de på sigt også til en vis grad kan kvalitetssortere skindene", fortsætter Torben Nielsen.
Den unikke maskine er udviklet og konstrueret af ProInvent A/S, der også udviklede og installerede CFC´s længdemålemaskine. ProInvent A/S vandt i foråret en teknologisk pris for netop længdemålemaskinen.
I samarbejde med ProInvent A/S er der allerede igangsat nye aktiviteter i forbindelse med elektronisk farvemåling. Det er hensigten, at der til sæsonen 1999 skal opbygges en ny farve/opmålingsmaskine som kan udsortere farve og længde i samme proces.
Det vil være muligt at se den nye pakkemaskine i arbejde under CFC´s auktioner i løbet af den kommende sæson. Der vil blive arrangeret rundvisninger, som vil blive annonceret på de enkelte auktioner.
|