SiteMap over ProInvent A/S teknologiudvikling ProInvent A/S udvikler specialmaskiner, robotter og robotbaserede automationsanlæg
                     
   
         NYHEDER
         
     

Robot måler og sorterer minkskind

Teknologi: Danske Pels Auktioner har ved en investering i en fuldautomatisk maskine til opmåling og sortering af skind undgået udflytning til Polen. Samtidig spares løn til 45 medarbejdere. Danmark halter bagefter i anvendelse af robotter på industrivirksomheder, mener Leif Dalum, formand for Dansk Robot Forening

 

Af: Bent Højgaard Sørensen,
Berlingske Tidende, 15. december 1997

 

Glostrup: Hvert sekund ryger et minkskind gennem den avancerede maskine. En net sag på 35 meter med en robot, rullende bånd, fire videokameraer og en computer.

 

Det er en fuldautomatisk maskine til måling af skind til en pris af ni mio. kr. Maskinen kan ved at køre i døgndrift behandle 150.000 skind. Med det nye vidunder behøver direktøren for Danske Pels Auktioner, Torben Nielsen, ikke længere sove uroligt om natten af frygt for at udenlandske pelssorteringsfirmaer udkonkurrerer hans danske firma fordi de er billigere.

 

For med et teknologisk spring af format er hans virksomhed foran konkurrenterne. Torben Nielsen og leverandøren og rådgiverne i projektet, ProInvent A/S, holder på deres hemmelighed. Selv om udenlandske branchefolk gerne vil opsnuse, hvad der er udviklet på pelsauktionerne på Langagervej 60 i Glostrup.

 

Verden over har arbejdere i skindbranchen hidtil manuelt stået og bakset med og målt længde samt sorteret de fine pelsdyrskind, inden de bliver udbudt på auktion, før de efterfølgende bl.a. syes til pelse i Kina, Rusland, USA og Europa. Konkurrencen er skærpet i de senere år. I USA, Finland og Polen kan den slags måle- og sorteringsarbejde gøres langt billigere end i Danmark, hvor lønningerne er højest.

 

Slipper for tunge løft

Glostrup virksomhedens investering på ni mio. kr. på verdens første avancerede og fuldautomatiske anlæg til skindopmåling er ifølge direktør Torben Nielsen tjent ind på blot fem år. De ansatte slipper for tunge løft. For den 35 meter lange avancerede maskine kan med sine rullende bånd, lameller og roterende børster samt ved hjælp af computerstyring og en robot måle og sortere de fine skind i den rigtige længde. Til sidst fortæller den virksomhedens lagercomputer, hvad der er behandlet og lagt i kasser. Dårlige skind eller skind med krøllede haler eller uafklippede bagben frasorteres.

 

I dag er der 60 ansatte til opmålingsfunktionen på Danske Pels Auktioner. Maskinen erstatter 45 medarbejdere.

 

Vi overvejede at flytte opmålingen til Polen. Vi valgte i stedet at investere i det fuldautomatiske anlæg, som ikke kræver ret meget mandskab, siger Torben Nielsen.

 

Pelsdyrskind er meget vanskelige at behandle. De kan være stive, bløde, korte, lange og i forskellige farver. Meget enkelt fortalt tømmer maskinen selv vogne med f.eks., minkskind, der bliver kørt ind.

 

Danmark bagefter

 

I maskinen fotograferes længden af hver enkelt skind, hvorefter robotten til sidst fylder containere op med skind i de rigtige længder. Robotten løfter 30 tons i løbet af en otte timers arbejdsdag.

 

Dansk Industri halter bagefter f.eks. USA, Sverige, Tyskland og Japan, når det gælder anvendelse af avanceret robotteknologi til at erstatte menneskehænder, mener Leif Dalum, formand for Dansk Robot Forening og direktør i ProInvent A/S.

 

Herhjemme er der kun 850 robotter i virksomhederne eller 15 robotter pr. 10.000 industriarbejdere. Sverige og Tyskland har det firedobbelte, mens Japan har 300 avancerede robotter pr. 10.000 arbejdere. Ved automatisering og ved brug af avancerede robotter øger virksomheden sin konkurrenceevne, undgår at flytte til udlandet samt på længere sigt vokse sig større og ansætte flere medarbejdere. Et godt eksempel er Lindøværftet, hvor der er 60 robotter. B & W og Nordsøværftet er eksempler på virksomheder, som ikke er fulgt med udviklingen og gået fallit, siger Leif Dalum.