Fuldautomatisk montagelinie

Stor succes med fuldautomatisk montagelinie reducerer lønandelen i produktionen til under 10%

Nordeuropas største producent af toiletsæder, Pressalit Group A/S i Ry, ønskede at reducere produktionskostprisen væsentlig gennem nedbringelse af lønandelen, for at kunne bevare konkurrenceevnen og arbejdspladserne i Danmark. Det var ikke så lige til, idet Pressalit har mange varianter af toiletsæder, der produceres i små serier med gennemsnitlige seriestørrelser på ca. 250 stk.

I tæt samarbejde med Pressalits fabriksledelse har ProInvent har udviklet og leveret en fuldautomatisk montagelinie som har reduceret lønandelen i produktionen til under 10 %. Det er et produktions- og lønsomhedsmæssigt tigerspring, idet anlægget er så fleksibelt, at man nu kan producere 64 forskellige varianter af toiletsæder på det samme udstyr med en omstillingstid på kun 5-10 minutter.

Den fuldautomatiske montagelinie har 9 robotter, 11 komponentfødere, 36 kameraer og et gennemgående transportsystem til sæde og låg. Transportsystemet er uden fiksturer, og i stedet anvendes der vision til positionsbestemmelse af sæder og låg på båndet. Tilfødningen af komponenter foregår ved hjælp af fleksible fødere med vision. Robotterne får genereret deres hente-, afleverings- og montagepositioner af visionsystemerne. Hermed bliver liniens omstillingstid kort, den mekaniske opbygning enkel og prisen attraktiv.

Seende robotter

Seende robotter er en ny vej til at automatisere en småserieproduktion. Med anvendelse af visionsystemer bliver robotter seende. Det giver mulighed for fleksibel håndtering, hurtig omstilling og øget lønsomhed. Med anvendelse af denne type teknologi, kan opnås rentabel produktion også ved små seriestørrelser med hyppige omstillinger.

”ProInvents erfarne- og kompetente medarbejdere har, i et unikt samarbejde med vores egne produktionsfolk formået innovativt og effektivt at udvikle produktionsteknologien i vores virksomhed. Pressalit virker i et marked, der påvirkes af konkurrence på pris, fra konkurrenter fra de fjernøstlige markeder, men vi har kunnet klare os, bl.a. fordi vi har været i stand til at skabe konkurrencedygtige priser, og ikke mindst levere på kort tid, af høj ensartet kvalitet. Vi producerer i dag i gennemtænkte fuldautomatiske og omstillingsfleksible produktionssystemer, hvilket er afgørende for vores nuværende konkurrenceevne på det globale marked”.

Henrik Damborg
Senior Production Director, Pressalit A/S

Presse

Børsen: Robotter sætter fart i toiletsædefirma.
Læs artikel.

Ingeniøren: Pressalit og de tre teknologiske kvantespring
Læs artikel.

Kontakt
Hør mere om, hvordan seende robotter med visionteknologi kan være en fordel i jeres produktion.
Kontakt os eller læs mere her.